Hvad drømmer du om?


La Cala de Mijas, søndag den 21. juli, 2019.

Da jeg i 1989 var 19 år gammel og nyudklækket student fra Rødkilde Gymnasium i Vejle anede jeg ikke hvad jeg skulle stille op med mit liv. Og da lykkerusen over at være blevet student havde lagt sig, havde jeg en god lang sommerferie hvor jeg kun tænkte lidt på alvorlige sager som: “Hvad skal jeg læse? Hvor skal jeg bo? Hvordan skal jeg tjene penge? Og så fremdeles. Jeg havde diverse småjobs og efter 6 måneder var jeg tilsyneladende kløgtig nok til at beslutte mig for at tage på højskole. Så i januar 1990 tog jeg på Brandbjerg Højskole, hvor jeg var indtil juni 1990.

I tiden på Brandbjerg Højskole havde jeg mediefag, hvor jeg lærte noget om teknik og at tale offentligt. Jeg lærte også at min mor ikke var flyttet med på højskole og at jeg derfor selv måtte ordne mit vasketøj! Jeg lærte at omgås mennesker med forskellige livsforudsætninger, fra forskellige samfundslag, med andre kulturer og andre religioner end mine egne. Det var spændende og bevidsthedsudvidende og det på højskolen at jeg begyndte at drømme om hvordan mit liv skulle forme sig.

Og en del år senere (formentlig efter en tour-de-chambre) vandaliserede en gruppe højskolelever Brandbjerg Højskoles tag, netop med teksten “Hvad drømmer du om?”. Skolens ledelse var naturligvis ikke begejstrede, men det blev de – har jeg ladet mig fortælle ;-D For det er jo det, der blev essensen af mit og sikkert også mange andre unge menneskers højskoleophold. At vi drømte om hvem vi skulle blive til, vores fremtid, voksen- og arbejdsliv og alt det andet livet er fyldt med.

Sidenhen lærte jeg, med jævne mellemrum, at spørge mig selv: “Hvad drømmer du om? Og det gør jeg stadig! Så længe jeg har drømme for min og min families fremtid, så lever og udvikler jeg mig som menneske.

Hvad drømmer du om?